Tilslutningsanlæg

En meget vigtig komponent for at få varme i dit hus er tilslutningsanlægget, der sørger for, at fjernvarmevandet overfører varme til din boligs varmesystem fx radiatorerne. Både anlægget og dine radiatorer har betydning for, om du er klar til en fremløbstemperatur på 60 grader


Et tilslutningsanlæg kan se ud, og være opbygget på mange forskellige måder. Ens for dem alle er, at de fungerer som bindeled mellem fjernvarmenettet og den enkelte bolig. De fleste komponenter på anlægget vil ikke blive påvirket af en ændret temperatur på fjernvarmevandet. Det betyder, at selv et gammelt anlæg kan blive klar til fremtidens fjernvarme med nogle forholdsvis små ændringer. 

Varmevekslerens funktion er at overføre varmen fra én lukket kreds til en anden. Det kan f.eks. være for at overføre varmen fra det ”beskidte” fjernvarmevand til de rene badevand, uden at de to væsker bliver blandet sammen. Varmeveksleren er derfor afhængig af at kunne overføre varmen i samme tempo, som man bruger det varme vand. En lavere temperatur på fjernvarmevandet betyder, at varmeveksleren skal kompensere ved at være fysisk større.

Varmevekslere holder ikke for evigt og derfor har mange boligejere allerede oplevet at udskifte eller afsyre dem. I 2013 ændrede vi de tekniske bestemmelser for fjernvarmen og er din varmeveksler blevet udskiftet siden da, er det ikke usandsynligt, at den er lavet til 60 graders fjernvarme. Er din varmeveksler ældre, eller sidder der i stedet en varmtvandsbeholder, forventer vi, at en udskiftning er nødvendig inden 2026.  

Varmeveksleren er de brune rektangler, der ses på billedet. I dette anlæg er der en ekstra varmeveksler, som overfører varmen fra fjernvarmenettet til radiatorerne. På den måde kan man undgå at have fjernvarmevandet løbene direkte i radiatorerne, hvilket bl.a. giver en stor fordel, hvis der går hul på et rør inde i huset.