Ventilation

Din bolig skal have god udluftning, ellers bliver luften usund


Et godt indeklima er vigtigt, og det betyder også, at man på nogle områder må gå på kompromis med energibesparelserne. Når man efterisolerer bygninger, reducerer man den hastighed, varmen vandrer gennem faste materialer som fx en betonvæg. En del af varmen forsvinder dog ud gennem ventilationen. Typisk vil der være mekanisk udsugning i køkken og badeværelse, som trækker luft fra resten af boligen ud.

Ny luft kommer ind i boligen gennem ventiler i vægge eller vinduer og gennem generelle utætheder i ældre bygningsdele. På den måde skabes et lille undertryk fra de rum, hvor der udvikles meget fugt, og man undgår derfor, at det spreder sig til resten af huset. Man kan yderligere sætte en boost funktion til, når man laver mad eller går i bad, men der vil hele tiden være et luftskifte i boligen på denne måde. 

Det er vigtigt, at ventilationen bliver korrekt indstillet og behovet kan variere meget efter adfærd og antal beboere. Derfor kan man med fordel måle på indeklimaet for at finde ud af, om det er muligt at reducere ventilationen for at spare energi eller om den skal sættes op for at undgå fugt og skimmelsvamp. På varmeværket kan man låne et IC-meter, som i en periode måler husets indeklima. Man kan selvfølgelig altid åbne et vindue i situationer, hvor der er behov for yderligere ventilation, men med måling kan man få indreguleret sit grundlæggende luftskifte på den mest hensigtsmæssige måde for netop sit hjem.

Skriv til energiteamet og lån et IC-meter

 

Ventilation med varmegenvinding går i bund og grund ud på, at man trækker varmen ud af luften, inden man lukker den ud af huset. Varmen bliver så overført til den nye luft, der kommer ind i huset. På den måde kan man spare omkring 85% af varmetabet fra ventilation og på samme tid undgå at få kold luft ind i boligen, som godt kan føles ubehageligt.

Jf. Videnscenter for energibesparelser i bygninger vil besparelsespotentialet for et efterisoleret og tætnet parcelhus på 140 m2 være omkring 6000 kWh/år. Modregner man det forhøjede elforbrug, vil det være en økonomisk besparelse på omkring 3500 Kr./år.

Det er en naturlig forudsætning, at der er plads til ventilationssystemet. Typisk vil det være lettest i et hus, hvor man har et ubenyttet loftrum, hvor man frit kan trække kanaler til udsug og luft tilførsel. Man skal dog stadig være opmærksom på at der vil være støj fra selve ventilatoren, både ved valg af anlæg, placering og monteringsmetode.