Snebærhaven 2

Boligerne i Snebærhavens afdeling 2 er tæt/lave ejerboliger opført i starten af 1990'erne. Andelsforeningen består af fire blokke med i alt 20 boliger.


I 1990'erne var man begyndt at tænke over hvor mange penge det koster at have en bygning i drift, og ikke bare hvad det koster at opføre den. Snebærhavens afdeling 2 er faktisk opført med mere tagisolering end datidens krav og har på den måde været på forkant med udviklingen. Omkring 1999 blev de oprindelige eternitplader i taget skiftet, fordi de ikke havde den nødvendige kvalitet, og i den forbindelse er der muligvis efterisoleret yderligere. 

Andelsforeningen har desuden haft en løbende udskiftning af de gamle termoruder, og forventningen er, at de alle er skiftet til energiruder med varm kant engang i 2020. 

Boligerne vurderes derfor generelt klar til en fremløbstemperatur på 60 grader. Det er dog på nuværende tidspunkt uvist, om varmtvandsbeholderne vil fungere, når fjernvarmen ændres til 60 grader i fremløbet og det bør naturligvis undersøges nærmere. 

Trods bygningernes gode stand er der mulighed for at energiforbedre Snebærhavens boliger. I dag foregår ventilation af boligerne gennem et aftræk i badeværelset og gennem emhætten i køkkenet. Den varme, der forsvinder ud på denne måde, er en forholdsvis stor del af bygningens samlede varmetab og bør være første prioritet, hvis der skal laves flere forbedringer derude. 

Tagene kan enten være opbygget med hanebånds- eller gitterspær, og i begge tilfælde vil det være muligt at placere et ventilationsanlæg med varmegenvinding på loftet. Ventilationskanalerne kan placeres i loftrummet og er på den måde ikke til gene i boligerne. Et moderne ventilationsanlæg med varmegenvinding kan genanvende omkring 80% af den varme, som i dag forsvinder ud gennem aftrækket.  

Læs mere om det energibesparende forslag her

Ventilation

Har du spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til energiteamet via nedenstående kontaktformular

Kontakt energiteamet