Topperne

Boligerne i Topperne er etageboliger opført i perioden 1968-1969. Bebyggelsen er opført i 4 etager, fordelt på 8 afsnit med grønne arealer mellem sig. Der er i alt 383 husstande.


Bebyggelsen er et eksempel på det tidlige montagebyggeri fra en tid, inden man for alvor fik øjnene op for at bygge energieffektivt. En af de store ændringer i moderne byggerier er, at man ser på driftomkostninger til varme. På den baggrund kan man vælge den løsning, der vil være billigst over bygningens levetid og ikke bare under opførslen. 

Topperne fremstår i dag som en velholdt ejendom og der er lavet forbedringer i forhold til den oprindelige bebyggelse. Her kan specielt nævnes nye vinduer og efterisolerede gavle. 

Det vil alligevel være nødvendigt at lave yderligere forbedringer for at leve op til fremtidens fjernvarmekrav, hvor fremløbstemperaturen bliver sænket til 60 grader. Varmeværket samarbejder derfor med ejerforeningen om at få udarbejdet et projekt, der vil imødekomme fjernvarmestrategien, samtidig med at bygningerne opgraderes i forhold til både komforten indendøre og det generelle energiforbrug. 

De karakteristiske kuldebroer ved montagebyggeri fra 1960'erne, kombineret med et ønske om at vedligeholde betonen, har resulteret i et forslag om facaderenovering. Dette vil kunne laves i forbindelse med en planmæssig udskiftning af de nedslidte tagplader, for på den måde at udnytte stilladset bedst muligt. For at få en teknisk og økonomisk indsigt i projektet inden det besluttes, er der netop opført en 60 m2 "mock-up", hvor et udsnit af Toppernes facade er blevet isoleret fra sokkel til tag.

Se et billede af resultatet her:

Du kan kontakte ejerforeningen for at høre mere om projektet.